Hvid chokoladekage med appelsin og solbær

Hvid chokoladekage med appelsin og solbær

Hvid chokoladekage med appelsin og solbær – så lækker og intens i smagen 🙂

Hvid chokoladekage med appelsin og solbær. Glutenfri naturligvis – fordi det er mit månedsfortsæt for januar. Det er, hvad der venter dig et par afsnit længere nede. Og jeg siger dig, at den er værd at vente på. Svampet, intens smag af karamel og hvid chokolade krydret med syrligheden fra både appelsin og solbær. Mums! Men først har jeg brug for at prale lidt af min selvforkælelsesdag i går:-)

Jeg havde fødselsdag i går og fejrede mig selv på allerbedste vis med en morgenløbetur, en god gang massage og masser lækker chokolade. Krydret med gode gaver fra mand, børn og forældre samt førsteklasses fransk bistro takeaway, så kan jeg vist ikke klage over noget 🙂 Og jeg skammer mig ikke engang over at sige, at jeg ikke selv bagte den orange-chokoladetrøffelkage, som vi fik til dessert! Så i går var indbegrebet af luksus og nydelse og absolut ingen anstrengelser – udover dem som automatisk følger med, når man er mor til en 1 årig terrorist og en 3 årig drillepind med lidt for meget krudt bagi… I dag har jeg nydt de dejlige rester til frokost og ærgret mig over, at der ikke er mere tilbage (men kun kortvarigt, for så kom jeg i tanke om, at der stadig er mere chokolade…).

Hvordan kommer hvid chokoladekage med appelsin og solbær så ind i billedet? Det gør den fordi, jeg egentlig bagte den som en prøve til på lørdag, hvor jeg skal have flere fødselsdagsgæster, og så var jeg jo nødt til at finde ud af, om det var en gangbar kombination. Og skulle du stadig være i tvivl, så får den topkarakter herfra! Så at den nok ikke bliver bagt til weekenden, skyldes faktisk mere, at jeg har så mange andre kager i hovedet, der gerne vil i form, og nu har jeg endelig samlet gæster nok til at bage flere slags:-)

Hvid chokoladekage med appelsin og solbær

Skåret ud i små firkanter – for så kan man jo sagtens spise to stykker 🙂

Den hvide chokoladekage med appelsin og solbær får du opskriften på her, og så kan du i mellemtiden glæde dig til at høre om, hvad jeg så fandt på til kagebordet – og måske kommer jeg også omkring mit månedsfortsæt for februar. Det handlede om kage… Og ja, den er glutenfri, men faktisk har jeg denne gang også forsøgt mig med halv sukker, halv sukrin gold for at se, om det er noget, jeg kunne vænne mig til. Og helt ærligt – det var der ikke en sjæl, der opdagede 🙂 Så kagen med sukrin gold bliver man ikke helt så sukker-hypet af, og smagen er fantastisk. Men har du det ikke, så bruger du bare ren sukker og kommer lige så godt i land med det.

Til en kage – nok til 10 personer – skal du bruge:

  • 200 g hvid chokolade (brug en god kvalitet – jeg brugte Valrhona)
  • 100 g smør
  • 100 g kokosolie (eller bare 200 g smør)
  • 100 g rørsukker med karamel (fås i Lidl, men ellers kan du bruge mørk eller lys rørsukker som du har lyst til eller evt. i kombination med brun farin)
  • 115 g Sukrin Gold (eller blot ekstra 100 g sukker af ovennævnte)
  • 4 æg
  • 90 g mandelmel
  • 60 g boghvedemel
  • 60 g rismel
  • ½-1 tsk bagepulver (kan også helt udelades, hvis du gerne vil have en mere kompakt, konfektagtig kage)
  • 1 tsk groft havsalt
  • Saft og skal fra 1 økologisk appelsin
  • 250 g solbær (jeg brugte frosne fra i sommer)
  • 2 spsk rismel til solbærrene
  • Evt. flormelis til drys

Sådan gør du:

  1. Smelt smør, olie, sukrin gold og rørsukker i en gryde
  2. Hak chokoladen groft og bland den i smørblandingen. Lad det smelte sammen til en ensartet masse (og skulle det skille for dig, fordi massen er for varm, når du kommer chokoladen i, så bare rør godt rundt)
  3. Hældes i en skål og æggene kommes i ét ad gangen. Rør godt mellem hvert æg (jeg brugte bare den samme grydeske som jeg havde i smørblandingen)
  4. Tilsæt appelsinskal og saft og rør igen godt
  5. Bland de tre meltyper med bagepulver og salt og rør til sidst i dejen
  6. Dejen hældes i en lille bradepande på ca. 20×25 cm foret med bagepapir
  7. Til sidst vendes de frosne solbær med 1-2 spsk ekstra rismel og kommes oven på dejen. Prik nogle af solbærrene godt ned i dejen, og lad andre blot blive i overfladen
  8. Bages ved 175 grader i ca. 45-50 minutter – evt. med stanniol over, så den ikke bliver alt for mørk. Kagen er færdig, når den føles fast på midten. Tjek et par gange undervejs
  9. Når kagen er helt afkølet, skæres den ud i små firkanter og serveres med lidt flormelis sigtet over eller med en god skefuld creme fraiche eller en kugle vaniljeis

Velbekomme!:-)

 

Skriv et svar