Glutenfri chocolate chip cookies med karamel

Glutenfri chocolate chip cookies med karamel

Sprøde, store cookies med masser mørk chokolade og sej karamel i midten!

I går var en fantastisk dag – solskin, tyk frost overalt og sneen knitrede skønt under mine sko, mens jeg løb (ja, så fik jeg lige pralet lidt også). I dag er det overskyet og jeg har lavet en forkert bevægelse af en slags, så jeg kan knapt mærke min ryg i smerte… Øv en kontrast! Men pyt, for i dag er det fredag og for mig er vinteren altså stadig den bedste årstid. Ikke den der vinter med sjap, regn, blæst og mudder overalt. Men den frostklare vinter med sne og frost overalt. Stillestående vejr og flot sol. Jeg elsker det! Og ikke mindst de røde kinder i sofaen med en varm kop te og friskbagte lækkerier. Måske fordi jeg er vinterbarn… Så derfor er det en ekstra torn i øjet på mig, at jeg er så usandsynligt ringe til at stå på ski… Men mere om det en anden gang. Vi skal alligevel ikke afsted i år. Vi puster stadig ud fra sidste år, hvor vi havde en syv måneder gammel baby med, som havde høj feber, diarré og opkast i en hel uge… Og som jeg sluttede ferien af med at skolde i varmt vand på vej hjem… Og så ikke mere om den ferie! Den her blog handler jo om kage! Og fredagskagen i dag er aldeles velegnet til at tage med under tæppet og spise med bare én hånd. Glutenfri chocolate chip cookies med karamel! Mums siger jeg bare – for de er prøvesmagt og godkendt af alle, som nåede at få en…

Glutenfri chocolate chip cookies med karamel

Ja, de små fingre var hurtige… Det er tidligt, han har antennerne ud, når mor er i køkkenet 🙂

Jeg har så mange nytårsfortsætter i år, at jeg har delt dem ind i månedsfortsætter i stedet. Så i stedet for at fejle med ti ting, starter jeg en ting ad gangen, og når det spiller, tager jeg hul på den næste. Synes selv, det er en smart plan og det går meget godt her i januar, hvor jeg nu gør alvor af at luge ud i glutenholdig mad på min egen tallerken. Af nød mere end lyst. Jeg kan simpelthen ikke tåle det, og jo mindre jeg spiser, jo mere syg bliver jeg faktisk. Så nu skal det helt ud – også på kagefronten. Og nu kommer vi snart til det, det i virkeligheden handler om – de glutenfri chocolate chip cookies med karamel, som er så utroligt lækre, sprøde og samtidig seje på grund af karamellen.

Jeg har bagt dem af tre slags glutenfri mel, for at ingen af meltyperne skal smage for meget igennem. Men har du kun to, er det helt fint. Og har du ikke problemer med gluten, så bruger du bare almindeligt hvedemel, hvis du ikke har andet i skabene. Her tæller forrådet omkring 10 forskellige slags mel, og forleden kom jeg hjem med otte forskellige slags ost, så vi gør åbenbart meget i varianter af den samme fødevare… 🙂

Til 12 glutenfri chocolate chip cookies med karamel skal du bruge:

  • 150 g brun farin (jeg brugte 100 g brun farin og 50 g mørkt rørsukker med karamelsmag)
  • 100 g blødt smør
  • 1 æg
  • 50 g havremel
  • 50 g boghvedemel
  • 50 g rismel
  • 1 tsk groft havsalt
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk vaniljepulver
  • 200 g chocolate chips eller hakket mørk chokolade
  • 12 karameller (jeg brugte hjemmelavede fra julekonfekten, men ellers er dem fra Werthers gode – og kan sagtens udelades)

Sådan gør du:

  1. Pisk brun farin, det bløde smør og ægget godt sammen
  2. Bland de tre slags mel med bagepulver, salt og vaniljepulver og kom i dejen
  3. Når dejen er næsten ensartet tilsættes chokoladen og røres ind i
  4. Del dejen i 12 portioner og pak en karamel ind i hver cookieklump (det fedter noget, men det hjælper at komme lidt vand på fingrene før du pakker hver karamel ind)
  5. Udelader du karamellerne, sætter du bare 12 klumper af på bagepapir og bager som almindelige cookies. De flyder en del ud, så jeg havde kun fire cookies pr. bageplade
  6. Bages ved 175 grader varmluft (så kan du godt bage to plader ad gangen, hvis du husker at bytte dem rundt undervejs). Mine fik ca. 14 minutter, men hold øje med dem
  7. Lad dem køle lidt af på bagepladen, inden du flytter dem over på en rist til afkøling
  8. Serveres til eftermiddagskaffen eller med et iskoldt glas mælk til – jeg elsker bare en god cookie!
Glutenfri chocolate chip cookies med karamel

Kom en god rørt vaniljeis imellem to cookies og så har du desserten klar på to minutter 🙂

TIP: Du kan også vælge at lægge dem sammen to og to med softice imellem. Sæt dem i fryseren til de skal spises og halvér dem så lige inden. Så er der iskagesandwich til dessert 🙂

TIP II: Du kan også vælge et andet fyld end mørk chokolade, fx hakkede nødder, mandler, hvid chokolade, tørret frugt el.lign. Kun fantasien og dine smagsløg sætter grænsen.

Velbekomme!:-)

Skriv et svar