I dag er der præcis 1 måned til juleaften – og helt ærligt: Det kommer da til at gå alt for hurtigt, så hvis vi skal vente endnu en uge, før vi må starte… Så når vi da slet ikke at få tid til at nyde julerierne, hvis det hele skal speedes igennem på ca. tre uger. Så bliver juleklip i børnehaven en sur pligt i stedet for en hyggelig eftermiddag. Adventsgaver til børnene bliver noget, man skal huske sig selv på at få købt i tide og alligevel glemmer, og konfekt og julesmåkager bliver bagt storsvedende en hverdagsaften, hvor børnene er puttet, og tempereringen driller, så man kommer først i seng langt over midnat og får – igen – alt for lidt søvn…
Hvis du – lige som jeg – ærgrer dig år efter år over, at det hyggelige går af julen, inden vi får startet, at tiden du gerne vil bruge på julehygge er knap og at børnene går i vejen i stedet for, at I gør det sammen, så gør som jeg – start noget før og NYD det, mens du er i gang:-)
Nå, det var lige en umiddelbar refleksion, fordi jeg lige har hørt nogen sige i radioen, at folk som starter julerier før 1. december er rablende skøre. Pudsigt nok tænkte jeg lige det modsatte… Tilbage til hjemmelavet julekonfekt, som blev til i gode venners lag i fredags. Vi havde inviteret til Mortens and (bedre sent end aldrig), og efter en omgang confiterede andelår, hjemmelavet rødkål, græskarmos og en lækker, tyk sauce var vi klar til – KONFEKTWORKSHOP! Og det var simpelhen så hyggeligt at lave noget sammen. Godt nok var konfektkompetencerne på vidt forskellige niveauer, men det var jo ikke det, det handlede om. Det handlede om at gøre noget hyggeligt sammen. Og den del af målsætningen blev i den grad en succes og herfra en klar anbefaling 🙂
Hjemmelavet julekonfekt kan se ud på utallige måder, og vi havde et helt spisebord fyldt med ting og sager, man kunne gøre brug af. Derfor følger der heller ikke en reel opskrift til hjemmelavet julekonfekt, for I har sikkert selv en masse traditioner omkring jeres egen julekonfekt. Men vores er i år blevet til flere varianter:
Hvid chokoladekugle med mørk chokoladepynt: Marcipan æltet med rålakridsgranulat fra Johan Bülow, trillet til kugler og dyppet i hvid chokolade
Mørk chokoladekugle med hvid chokoladepynt: Marcipan æltet med frysetørret brombær, trillet til kugler og dyppet i mørk chokolade
Mørk konfekt med brændt mandel på toppen: Store medjool dadler fyldt med marcipan æltet med cognac, halveret (så hver fyldt dadel giver to stykker konfekt) og overtrukket med mørk chokolade og pyntet med en brændt mandel
Brændte mandler og pekannødder: kan laves med alle slags nødder, men pekannødder er et hit – blød, saftig nød i hård, sprød sukkerskal – mums!
Store mørke stykker konfekt med hvidt tern-mønster: chokoladetrøffel, frosset og efterfølgende overtrukket med både hvid og mørk chokolade
Chokoladetrøflen er i virkeligheden chokoladesauce fra aftenens dessert (frisk frugt dyppet i chokoladesauce), hvor mørk chokolade, smør og mælk røres til en tyk sauce, perfek til at dyppe frugt i. Når chokoladesaucen står på køl til dagen efter er den blevet til en hård trøffelmasse, som kan trilles til kugler. Smart med genbrug, hva’? 🙂
Desuden et par andre gode ting til at fremstille hjemmelavet julekonfekt:
Godt at blande med marcipan:
- Appelsinmarmelade
- Mørk rom, cognac og andre slags spiritus med smag (dog ikke, hvis det er til børn)
- Figner, dadler, abrikos og andre tørrede frugter
- Nougat
- Lakrids (pulver, granulat, sirup)
- Aromaer (fx appelsin, pebermynte, hasselnød, kaffe)
- Syltede ingefær/kirsebær el.lign.
- Hakkede nødder/chokolade
- Hele nødder
Godt at pynte med:
- Chokoladeknapper
- Frysetørrede bær
- Brændte nødder
- Hakkede nødder/chokolade
- Kokos
- Kakao
- Krymmel, sukkerkugler etc.
- Kaffebønner (evt. chokoladeovertrukne)
- Chokolade i kontrastfarve
Tilbage er der kun at sige, at jeg håber, at du får mange rigtig hyggelige stunder med konfekten – mens du fremstiller, spiser, giver det væk eller noget helt andet. Hvis du i øvrigt vil dele din bedste opskrift på hjemmelavet julekonfekt med mig, vil jeg blive rigtig glad 🙂
Imponerende flot konfekt du har lavet og de mandler skal jeg have lavet, for mine blev for mørke.
Tak for de gode tip til hvad som kan blandes med marcipanen 🙂
Du ønskes en glædelig juletid 🙂
Hej Maria,
Tusind tak skal du have. Det er så dejligt at høre fra den anden side 🙂
Tricket med mandlerne er først at lade dem koge i sukkervandet og siden tage dem af, før de er helt blanke. Kvalimad.dk har en rigtig god videobeskrivelse, hvis det driller.
Rigtig glædelig jul til dig 🙂