Mormors hyldebærsuppe

Mormors hyldebærsuppe

3 kg hyldebær fylder alligevel en del i gryden 🙂 Men som det dufter!

Så kom den sidste dag i min ugelange udfordring med et dagligt blogindlæg, og vupti kom vi også rigtigt ind i oktober. Så nu er det mørkt om morgenen, når vi står op. Øv! Men så er det i stedet blevet tid til varm suppe døgnet rundt – og lige nu kan jeg ikke tænke på andet end min Mormors hyldebærsuppe. Vi plejede at plyndre alle træerne i den skov, vi boede opad, og så fik vi hyldebærsaft og suppe tilbage i tilsvarende mængder. Så pragtfuldt!

Jeg er flyttet 10 gange siden da (ja, det er rigtigt nok – 10), og nu har jeg fundet nye træer at plyndre. For hele det område som omgiver vores lokale legeplads er fyldt med modne bær i store klaser. Så det tog mig da også kun 15 minutter at plukke en kæmpe bærepose fuld – ca. 3,5 kg.

Og her til eftermiddag har hele huset duftet af hyldebærsuppe. Fantastisk duft! Men lad nu være med at spise bærrene rå, for de er giftige. De indeholder nemlig blåsyre. I små mængder går det nok at spise lidt rå bær, men det skal være meget små mængder. Hyldebær skal koge ca. 15-20 minutter, før blåsyren forsvinder/nedbrydes.

Jeg kogte en stor grydefuld, men du kan skalere efter forholdene 1:1 i kg rensede hyldebær, liter vand, hundrede gram sukker. Så er du ret godt på vej 🙂

Du skal bruge til en stor gryde:

  • 3 kg rensede hyldebær
  • 3 liter vand
  • 1 stjerneanis
  • 2 stænger kanel (eller 4-5 tsk stødt kanel)
  • 6-8 hele nelliker
  • 1/2 citron skåret i 2-3 stykker
  • Ca. 300 g rørsukker
  • Ca. 100 g majsstivelse + vand til jævning

Sådan gør du:

  1. Vask hyldebærrene og riv dem af stænglerne med en gaffel direkte i gryden – der må gerne sidde lidt småstængler tilbage – bare se mit øverste billede
  2. Hæld vand, citron og krydderier ved (ikke sukkeret) og kog op i ca. 20 minutter
  3. Si suppen over i en anden gryde og lad bærrene dryppe godt af i en sigte eller lignende
  4. Tilsæt sukker lidt ad gangen til du rammer din egen sukkerbalance
  5. Kog op og tilsæt majsstivelsen udrørt i vand til hyldebærsuppen har den ønskede konsistens
  6. Server suppen varm med dine yndlingstoppings – creme fraiche, flødeskum, æbletern, tvebakker, skorper, müsliknas, nøddecrunch, kammerjunkere eller hvad du bedst kan lide
Mormors hyldebærsuppe

Den færdige suppe dufter af Mormors hyldebærsuppe i hele huset 🙂

Velbekomme!:-)

Skriv et svar