Cookies. Sprøde, seje, Snickers-agtige cookies. Jeg tror næsten ikke, at Påskeferien kunne være startet på nogen bedre måde end med sådan en ‘basse’ i hånden. Og nu hvor ferien er slut og kagerne spist, kan jeg kun tænke på, hvornår det mon byder sig at bage dem igen… Det kan ikke vare længe! Og faktisk gjorde de sig virkelig godt som værtindegaver, hvor vi kom frem i løbet af påsken, så det må være en anledning til (undskyldning for?) også at komme noget mere ud – virkelig en win win 🙂
I resten af påsken fik jeg stillet min cookielyst ved at bage ‘sommerhussmåkager‘ i min mors nye ovn i sommerhuset – dog i en version med chokolade og dumlekaramel. Men det hører du om en anden gang. I dag gælder det de her banditter – chokoladecookies med karamel og peanuts. Jeg fik faktisk idéen fra Maja hos Chocolat, men her er de, som jeg lavede dem. Der blev 18 STORE cookies af portionen.
Du skal bruge:
- 360 g brun farin
- 100 g sukker
- 150 g smeltet smør
- 3 æg
- 75 g kakao
- 350 g hvedemel
- 1 tsk flagesalt (evt. ekstra til drys)
- ½ ds. kogt, kondenseret mælk (Dulce de Leche)
- 1 tsk bagepulver
- 160 g saltede peanuts
- 200 g chokoladeknapper/hakket chokolade (jeg brugte lys Callebaut)
Sådan gør du:
- Bland de to slags sukker med det smeltede smør og rør godt rundt
- Tilsæt et æg ad gangen, mens du rører rundt
- Bland hvedemel, kakao og bagepulver sammen og sigt det i æggemassen, rør forsigtigt rundt med en dejskraber til dejen er ensartet
- Tilsæt til sidst 1 tsk flagesalt, saltede peanuts og chokoladen (hak nødderne, hvis du orker – jeg gjorde det ikke)
- Brug ca 60% af dejen til at lave 18 store, lidt flade cookies (jeg havde kun 6 på hver plade, så store bliver de)
- Kom en teske karamel (kogt, kondenseret mælk) på hver cookie
- Brug de sidste ca. 40% dej til at lave ‘låg’ over karamellen. Tryk gerne dejen lidt fast i cookiebunden, så karamellen forsejles
- Drys evt. med ekstra flagesalt, hvis du er vild med den salte/søde kombination (husk, at nødderne også afgiver den salte smag)
- Bag ved 180 grader (ikke varmluft) i ca. 18 minutter
- Lad dine cookies hvile lidt på bagepladen et par minutter, før du sætter dem på en rist til afkøling
- Gør klar til at sætte tænderne i den lækreste, chewy, chokolade-brownie-agtige snickers cookie, du nogensinde har smagt – og servér med et glas iskoldt mælk eller en god kop kaffe
Velbekomme!:-)
Lyder super spændende og jeg glæder mig helt sikkert til at prøve opskriften! Men hvornår skal den kondenserede mælk i?
Hej Anne.
Den kogte kondenserede mælk (karamel) skal sættes af på ‘cookiebunden’ og dækkes af mere cookiedej, så karamellen indkapsles. Jeg har kaldt det karamel i fremgangsmåden. Men jeg ædrer det selvfølgelig, så det fremgår tydeligere:-)
God bagning og tak for at du var så opmærksom!