Lækker chokolademousse – kun tre ting!

Det lyder næsten for godt til at være sandt. Det ved jeg godt. Kan man virkelig lave en lækker chokolademousse med kun tre ingredienser? Ja, det kan man sagtens – og det er tilmed så nemt. Det kræver såmænd bare chokolade, æggeblommer og fløde.

Det skulle min mor have vidst, da min bror og jeg var børn. Chokolademousse er min brors yndlingsdessert, og han ønskede det altid på sin fødselsdag. Det han blev belønnet med, var det der pulverstads i brevform… Det bliver mine børn aldrig udsat for – og min bror heller ikke, når han kommer på besøg. Men både min bror og jeg er kommet ud på den anden side og bærer ikke nag 🙂

Chokolademousse med tre ingredienser

Lækker chokolademousse med kun tre ingredienser – chokolade, æg og fløde

Den her chokolademousse er endnu lettere at lave end at piske et brev med mælk. Derfor var det også en nem løsning på dessert, da min far kom forbi til spisning forleden. Nu var det jo ikke helt weekend, men torsdag er vel en slags optakt? Og nu var min mor heller ikke med, og hun er ikke så vild med ‘kold kakao’, som hun kalder det . Så der var masser af undskyldninger for at spise nem og lækker chokolademousse på en torsdag. Og ellers er det jo weekend nu, så du kan prøve den af til i aften. Hvis du er alene hjemme, skal du nok få din chokoladelyst stillet, for der er til 6 gode portioner. I øvrigt går jeg ikke af vejen for at bruge rigtige æg, men gør du det, så sørg for at få udryddet alle rester i løbet af et døgn tid. Skal de gemmes over flere dage, så brug hellere dem fra bæger 🙂

Du skal bruge:

  • 220 g god, mørk chokolade (jeg brugte 70% Valrhona)
  • 2 æggeblommer
  • ½ liter fløde

Sådan gør du:

  1. Hak chokoladen fint og smelt den – ikke for høj varme
  2. Rør æggeblommerne i, men vær opmærksom på, at chokoladen ikke er alt for varm, for så koagulerer æggeblommerne og du får i stedet chokolade-røræg…
  3. Pisk fløden til blødt skum og vend først 1/3 af skummet i chokolademasssen og rør godt og grundigt rundt til massen er ensartet. Vend herefter forsigtigt de sidste 2/3 flødeskum i chokolademassen til moussen er jævn og glat
  4. Fordel moussen i de portionsglas el.lign., som du vil servere chokolademoussen i. Jeg brugte en engangssprøjtepose. Så slap jeg for at svine på kanterne af glasset (og jeg havde endda valgt nemme glas denne gang).
  5. Sæt glassene på køl min. 3-4 timer, så chokolademoussen når at sætte sig og blive gennemkold
  6. Til servering kan du pynte lidt med frysetørrede bær, chokoladespåner, ekstra flødeskum eller hvad du har lyst til
Nem og lækker chokolademousse

Så er der serveret – den lækreste chokolademundfuld 🙂

Tip: Du kan også bruge moussen som lag i en lagkage – fx sammen med et lag appelsinfromage også. Det er virkelig lækkert! Eller som frosting oven på cupcakes (så skal den bare stå lidt på køl inden du sprøjter den på).

Velbekomme!:-)

Skriv et svar