Sneen drysser lige så fint ned fra himlen. Det er januar, og alle antenner burde være tunet ind på løbeture, salatblade og vand… Jeg kan godt lide både salatblade, vand og at løbe i kulden, meeen jeg kan bedre lide chokoladekage!
Faktisk er januar vist blevet chokolademåned her på bloggen. Det må være helt tilfældigt – eller måske i anledning af min fødselsdag senere på måneden? Sjovt nok står chokolade ret højt på listen over mine kagefavoritter… Og kigger du i opskriftsindekset, er det vist ikke til at skjule. Senere på ugen føjer jeg endnu en chokoladeopskrift til samlingen… Det bliver i cookie-form, og du kan godt glæde dig! Men nu er det chokoladekage i tæt, intens, konfektagtig indpakning, det gælder!
Uanset om du er til løbeture og salatblade her i januar eller denne lækre konfektagtige chokoladekage uden mel, så kommer opskriften her, og du kan jo lave den både med sukker eller med sukkeralternativer som kokossukker eller sukrin, hvis du ikke bryder dig om sukkerrusen:-)
Du skal bruge:
- 200 g god, mørk chokolade (jeg brugte 80%)
- 150 g sukker (jeg brugte kokossukker i anledningen af januar, da det påvirker blodsukkeret mindre end almindeligt sukker)
- 150 g smør
- 150 g æggehvider
- 150 g æggeblommer
Sådan gør du:
- Smelt chokolade, smør og sukker i en gryde og køl lidt af, så du kan holde fingeren deri uden at brænde dig
- K0m æggeblommerne i chokolademassen og rør godt rundt til en glat, ensartet masse (sørg for at chokolademassen er tilpas afkølet – ellers koagulerer æggeblommerne og du får røræg…)
- Pisk æggehviderne stive og vend dem forsigtigt i chokolademassen lidt af gangen
- Smør en springform (ca. 21 cm) og hæld dejen i og bag kagen ved 175 grader (alm. ovn) i ca. 35 minutter. Mærk efter om den føles fast. Den må gerne være lidt klæg indeni (min på billedet kunne sagtens være taget ud 5 min. før, men jeg var ved at amme babyen desværre 🙂 )
- Lad kagen køle helt af i køleskabet, før den pyntes og serveres
- Jeg har serveret med en creme af lemon curd og 38% creme fraiche (halv-halv), og det var så lækkert, men lidt sigtet flormelis på toppen, alm. creme fraiche eller en kugle is og frisk frugt vil også være helt på sin plads
OBS: Den hæver flot op undervejs i bagningen – lidt som en soufflé, men falder sammen igen, når du tager den ud af ovnen til afkøling. Det er helt okay.
Velbekomme!:-)
Det er da en fantastisk side du har her👍🏾og så har du GLUTENFRI opskrifter…. Bare perfekt😊
Hej Tina,
Det er jeg virkelig glad for, at du synes. Tak:-)
Jeg burde gøre mere i det glutenfri bagværk, for jeg tåler ikke selv gluten. Og det er som om, jeg bliver mere og mere sart med de udløsende mængder… Nå, men altså hermed et nytårsfortsæt om flere glutenfri kager:-)
Kan jeg bruge hvid chokolade i stedet?
Hejsa.
Det kan du godt. Men hvid chokolade er blødere end mørk, og sødere ikke mindst. Så jeg ville skrue op for chokolademængden og ned for sukkeret. Du vil få en meget ‘bar’ smag, så du kan med fordel tilsætte lidt revet lime/citronskal, ingefær, lakrids, frysetørret frugt eller lignende. Men det er kun forslag 🙂
Rigtig god fornøjelse!