Brug din overskydne smørcreme – til vafler!

Sådan bruger du resten af din smørcreme!

Kender du det der med, at du har rester fra din bagning? Det kan fx være en rest smørcreme eller noget af din chokoladeganache, som du ikke fik brugt og nu ikke nænner at smide ud. Sådan havde jeg det i weekenden. Jeg havde lavet nogle forskellige frostings af smørcreme til nogle muffins, fordi manden og jeg skulle smagsteste, inden den endelig beslutning tages om kagesmagskombinationer til vores forestående barnedåb. Tilbage havde jeg tre skåle med overskudssmørcreme, som jeg ikke nænnede at smide væk – og hvad kan de så bruges til? Svaret blev vafler – selvfølgelig! De skønneste vafler endda 🙂

Brug din smørcreme til vafler

Bag lækre sprøde vafler med resten af din smørcreme

Det blev til denne her opskrift. Grundopskriften fandt jeg hos cutecarbs.com, og har du ikke en rest smørcreme, som du kan komme i, så brug opskriften, som den er, for det er rigtig gode vafler – også uden smørcreme! Så er det bare 150 g sukker og 150 g smør, og så udelader du smørcremen. Mine smørcremer var med hhv. kakao og appelsinsmag (derfor det lidt mørke udseende), men det blev de bestemt ikke ringere af.

Vafler med smørcreme – ca. 18 stk.

  • 100 g sukker
  • 100 g smørcreme
  • 100 g smør
  • 400 g hvedemel
  • 2 æg
  • 8 dl mælk
  • 1½ tsk bagepulver
  • 1 tsk vanillepulver
  • 1 tsk salt

Sådan gør du:

  1. Smelt smør og smørcreme og lad det køle lidt af
  2. Hæld mælken i en stor skål og kom de øvrige ingredienser i – undtagen smørcremen og smørret – og pisk godt til dejen er ensartet og fri for klumper
  3. Kom den smeltetde smørcremeblanding i dejen og pisk godt igen
  4. Lad dejen hvile på køl ca. 1 time før du bager vaflerne på et vaffeljern
  5. Spis dem varme og sprøde med is, nutella, frisk frugt, marmelade, sukker, flormelis, chokolade eller hvad du synes er mest lækkert

Tip: har du vafler i overskud, så gem dem på køl, og når de skal spises, så stænk dem lidt med vand og varm dem på brødristeren. Så bliver de helt som nybagte igen – også på 3. dagen:-)

Skriv et svar