Den du ved nok – retrochokoladekagen fra barndommen

Den du ved nok - chokoladekage

‘Den du ved nok’-chokoladekage – en lækker, snasket weekendkage:-)

En all-time klassiker er chokoladekagen ‘Den du ved nok’, som jeg husker som en klar favorit til Klassens time-kage og til vores spejdermøder, og selv om det nu er 25! år siden, jeg startede i skole, så er det en kage, som stadig vækker jubel og begejstring, hvor den serveres. Det er i hvert fald min erfaring 🙂

Hjemkundskabsbog fra 70'erne

Bogen med opskriften på min brors yndlingschokoladekage 🙂

Derhjemme var det dog min lillebror, som stod for chokoladekagen – og det var ALTID den samme chokoladekage, han bagte og han brugte det samme tærtefad og den samme hvinende søde, hvide glasur HVER gang. Bedste gæt er, at han bagte den 2-3 gange om måneden, så der er blevet sat nogle chokoladekager til livs hjemme hos os – ofte spiste min bror selv hele kagen, da vi andre havde fået nok. Opskriften, han brugte, var i øvrigt fra min fars hjemkundskabsbog fra hans skoletid – måske nogen kan huske den?

Nå, men vi kom fra ‘Den du ved nok’ – og her følger min version af den gamle klassiker, som er en rigtig ‘snaske-kage’ og ikke særlig æsterisk at se på. Men pyt, for den smager skønt! (Og skulle du mod forventning få bagt for meget, kan kagen sagtens fryses – også med glasuren på).

Til en bradepande (ca. 25×40 cm) skal du bruge:

  • 400 g sukker
  • 4 æg
  • 1 tsk vanillepulver (alternativt 3 tsk vanillesukker)
  • 100 g mandelmel
  • 350 g hvedemel
  • 50 g god kakao
  • 1 tsk fint salt
  • 4 tsk bagepulver
  • 1 espressoshot (35 ml stærk kaffe)
  • 370 g yoghurt naturel
  • 200 g smeltet smør

Til glasur desuden:

  • 200 g smør
  • 1 espressoshot (35 ml stærk kaffe)
  • 1-2 spsk mælk
  • 5 spsk god kakao
  • 350 g flormelis
  • ½ tsk vanillepulver (eller 1½ tsk vanillesukker)
  • 75 g kokosmel
  • 50 g havregryn
  • Kokosflager til pynt

Sådan gør du:

  1. Pisk æg, sukker og vanille til en luftig æggesnaps
  2. Tilsæt mandelmelet og pisk godt
  3. Bland hvedemel, kakao, bagepulver og salt og sigt det i dejen. Rør forsigtigt rundt til en ensartet masse
  4. Bland yoghurt, kaffe og smeltet smør og kom i dejen. Rør til det hele er blandet godt og kom dejen i en bradepande m/bagepapir
  5. Bag kagen ved 165 grader (ikke varmluft) i ca. 30 min. Kagen skal mærkes fast (ikke hård) når du trykker den let på midten
  6. Mens kagen køler af, rører du glasuren sammen i en gryde ved svag varme (alt undtagen kokosflagerne). Når massen er ensartet og alt smørret er smeltet, fordeles glasuren jævnt over kagen og den drysses med kokosflagerne
  7. Lad kagen køle helt af, inden du skærer den ud i passende stykker og serverer den for børnene med et glas iskoldt mælk eller for de voksne med en kop varm kaffe – en rigtig regnvejrs-hygge-kage for alle kagemunde 🙂

Velbekomme!:-)

Den du ved nok

Weekendkagen, som kan holde sig frisk i dagevis – hvis der altså er mere tilbage:-)

5 comments

  1. Susanne Mølbæk Andersen says:

    Og, så er det lige, at jeg er nødt til at køre ud og handle de ingredienser jeg mangler – mine tænder løber ganske simpelt i vand ved tanken om ‘den du ved nok’. ( også et kæmpehit på mit arbejde lige fra jeg startede (1977 – først her jeg lærte den at kende) ) . Go weekend og tak for inspirationen, Louise

    • Louise Mølbæk says:

      Så længe jeg kan være til inspiration for andre, så er jeg glad! Så tusind tak for, at du gav dig tid til at melde tilbage, inden den lille bil kører ud for at handle:-)
      Jeg håber, du får bagt en skøn weekendkage – og bag nu rigeligt, for manden din arbejder jo hårdt for tiden og har brug for det! Hils ham!
      Knus fra Louise

  2. Stine says:

    Er igang med at bage denne kage og synes glasuren ser noget lys ud.. Skal der ikke også kakao i glasuren? 😉

    • Louise Mølbæk says:

      Hej Stine.
      Tusind tak for dit vågne øje! Selvfølgelig skal der det 🙂
      Jeg har brugt ca. 5 spsk. Jeg retter det straks i opskriften. Tak for hjælpen – og håber, du fik en dejlig kage ud af det trods min fejl?
      Bedste hilsner fra Louise

Skriv et svar