Brombærmarmelade med et strejf af lakrids

Hver gang jeg laver marmelade, forundres jeg over, hvor let det er. For mig består det svære i at varme glassene op på den rigtige måde, så de ikke flækker i det kogende vand… Det koster et glas i ny og næ, men jeg lærer det nok:-)

I dag blev det til brombærmarmelade med et strejf af lakrids. Nu er fryseren tom for brombær og selv om det nok er lige tidligt nok at glæde sig, så kan sensommeren bare komme med nye forsyninger. Indtil da tror jeg, jeg skal på rov på vores fællesarealer, for der har jeg set, at de fineste ribs og røde stikkelsbær er på vej. Men jeg må være tålmodig lidt endnu.

Brombærmarmelade m/lakrids

Nylavet brombærmarmelade på en hjemmebagt bolle – mums!

Et stort glas marmelade

  • 400 g brombær
  • 225 g lys rørsukker
  • 2 tsk Rød Melatin
  • 1 tsk lakridspulver (2 tsk hvis du er glad for lakridssmagen. Jeg brugte den fra Johan Bülow)

Sådan gør du:

  1. Kog brombær og 21o g sukker sammen i en gryde i ca. 8 minutter
  2. Skum af undervejs og mos bærrene godt
  3. Bland Melatin og de sidste 15 g sukker og kom det i gryden efterfulgt af lakridspulveret.  Lad koge yderligere 2 minutter under omrøring
  4. Hæld på skoldede, rene glas, evt. skyllet i Atamon eller spiritus (mørk rom går særligt godt med brombær) og sæt på køl
  5. Nyd marmeladen på nybagte boller, som jeg gjorde, eller på din yoghurt, is, pandekager eller hvad du har lyst til

Velbekomme!:-)

 

2 comments

  1. Solveig Berg says:

    Hej, Louise. Jeg skal tll at lave brombær marmelade med lakrids efter din opskrift. Jeg har nogle brombær i fryseren. De bliver tøet op. Skal saften fra bærrene koges med, eller skal jeg bare hælde saften ud?

    Venlig hilsen
    Solveig Berg
    Herning

    • Louise Mølbæk says:

      Hej Solveig,
      Kog endelig bær med saften. Så koger du enten bare bær og sukker lidt længere 🙂
      Uhm…. Nyligt brombærmarmelade er bare lækkert. Jeg har selv et glas i køleskabet, men det var en gave, jeg har fået 🙂

      Kh. Louise

Skriv et svar