Kanelboller m/æbler og marcipan

På fredag skal min søn på udflugt med sin vuggestue, og jeg har lovet at bage noget til eftermiddagen, hvor forældrene er inviteret med. Vuggestuen har en nul-sukker-politik, hvilket i og for sig er fint nok, men da bagværket skulle gå i stedet for eftermiddagskage, måtte jeg lige gå i tænkeboks et øjeblik. Det blev til disse lækre kanelboller med æbler og marcipan (jeg har fået dispensation til at bruge marcipan, selv om der er sukker i), som jeg håber, at både børn og voksne vil sætte stor pris på.

Kanelboller med æble og marcipan

Kanelboller med æble og marcipan – næsten kage!

Her får du opskriften til 20 store kanelboller:

  • 50 g gær
  • 70 g smør
  • 400 g kærnemælk
  • 100 g vand
  • 100 g havregryn
  • 2 tsk groft salt
  • 1 æg
  • 2 spsk kanel
  • 2 æbler, søde
  • 150 g marcipan
  • ca. 800 g hvedemel

Sådan gør du:

  1. Smelt smørret og rør kærnemælk og vand i, så blandingen er lunken
  2. Rør gæret ud i den lunkne mælkeblanding og tilsæt havregryn, salt, æg, kanel og sukker. Lad det stå og trække
  3. Riv imens æbler og marcipan og kom i dejen. Rør godt
  4. Kom nu hvedemel i dejen til den bliver smidig og stadig klistrer lidt (havregrynene trækker en del væske mens det hæver)
  5. Dæk dejen til og stil til hævning et lunt sted ca. 1 time
  6. Slå dejen ned og form bollerne. Er dejen stadig lidt klistret, så gør det med vand på fingrene
  7. Lad efterhæve ca. 30 min. og bag så ca. 16-18 min. ved 190 grader varmluft
  8. Nyders lune med masser af koldt smør. Det er næsten bedre end kage – men også kun næsten 🙂

TIP: bollerne kan sagtens fryses, og når de tages op, kan de halvfrosne boller pensles med lidt vand og lunes i ovnen, og de er som nybagte!

Velbekomme! 🙂

Skriv et svar