Fødselsdagsboller – aka Kaj-boller

I dag har sønnen min fødselsdag. Han bliver 2 år! Det er stort – nok stadig størst for moderen…

For ikke så længe siden var vi hos bageren, og han så rækker med Kaj-kager, og talte om dem i dagevis herefter. Så da det blev tid til at tænke på, hvad han mon kunne dele ud i vuggestuen i dag, kom Kaj-kagerne tilbage, og jeg tænkte, at det måtte kunne blive til Kaj-boller i stedet. Så jeg håber, I synes det ligner. Min søn var heldigvis ikke i tvivl 🙂

Ganske enkelt således at gøre fødselsdagsklar:

  1. Stå op kl. 6, og hæld en pose ’tilsæt-vand-grovboller’ + tilhørende tørgær i røremaskinen. Tilsæt herefter den angivne mængde vand og rør til det bliver til en god, smidig bolledej
  2. Form 20 boller og sæt på pladen og lad hæve 60 minutter, mens du 1) forbereder morgenfødselsdagsbord, 2) går i bad, 3) laver grøn glasur af flormelis, kogende vand og grøn pastafarve, skærer tunger ud af marcipan, du har farvet lyserødt og smelter chokolade til øjnene
  3. Mens bollerne bager ca. 12 minutter ved 210 grader varmluft, vasker du op, så det ser ud som om, du har enormt overskud tidligt på dagen
  4. Når bollerne er lysebrune, tages de ud, sættes på en rist og sættes til afkøling udenfor, imens der spises morgenmad med fødselsdagsbarnet
  5. Herefter pyntes bollerne med grøn glasur, lyserød marcipantunge, chokoladeøjne og en lille perlemors-pyntekugle til slut – og voilá – Kaj-boller til 13 børn + voksne klar nede i vuggestuen til kl. 9  🙂
Kaj-boller

Kaj-boller til børnefødselsdga i vuggestuen

Velbekomme!:-)

 

Skriv et svar