Mormors æblestang med fyld af påskeæg

Mormors æblestang

Mormors æblestang med et drys flormelis og klar til en god kop kaffe

Mormors æblestang. Er det mørdej eller er det en gærdej? Det er faktisk ingen af delene og måske derfor holder den sig frisk og lækker i hele tre dage. Her var det en kamp at få den til at række så længe, men jeg var jo nødt til det for at kunne give jer tilbagemeldingen. Men nu er resten også væk 🙂

Påsken nærmer sig med hastige skridt, og det er for mig det naturligste i verden at forkøbe mig i Haribos lakridsæg, som jeg kun kan lykkes med at finde til påske. Lakridsægsgumlende prøver jeg så at komme i tanke om gode kager at bage til påskebordet. Jeg har taget masser af billeder af dem, jeg har bagt de foregående år, men de er aldrig nået til bloggen, fordi de bliver til på slump og dermed findes der ingen opskrift. Det er da en irriterende egenskab at have… Så nu er jeg startet i det små og har fyldt min Mormors æblestang med marcipanpåskeæg. Så nu er påskekagerne da lidt i gang. Og hold nu fast hvor var det en god idé – siger jeg i al beskedenhed. Resultatet blev i hvert fald lækkert og nu ved jeg, hvad jeg skal bruge de der tre-styks pakker med Anthon Berg påskeæg til fremover. Jeg brugte dem med nougat i og det blev helt perfekt. Haribos lakridsæg er bedst som de er – hvis du spørger mig. De kommer ikke i nogen kage her hos mig. Men det gør de måske hos dig? Så vil jeg gerne høre om det.

Bager du mormors æblestang uden for påskesæsonen, tænker jeg, at de klassiske marcipanbrød gør sig helt fint som erstatning, og til jul må det være marcipangrisen, som kommer under kniven.

Til en stang til ca. 8 personer skal du bruge:

  • 250 g mel
  • 75 g koldt smør
  • 75 g sukker
  • 1 æg
  • Ca. ½ dl mælk
  • 25 g kokosmel (revet kokos, ikke kokosfibermel)
  • 2½ tsk bagepulver
  • 250 g syrlige æbler i tern
  • 1 pakke med 3 marcipanpåskeæg med nougat (fra Anthon Berg eller de billige fra fx Netto)
  • Sammenpisket æg, perlesukker og mandelflager til pynt

Sådan gør du:

  1. Smørret smuldres i melet (eller som hos mig, hakkes i foodprocessor)
  2. Sukker, kokosmel og bagepulver blandes sammen og kommes i
  3. Æg tilsættes først og herefter mælk til dejen er så lind, at den kan rulles ud til en firkant på et meldrysset bagepapir
  4. De rå æblestykker fordeles på midten af dejen sammen med de hakkede påskeæg
  5. Dejen kan nu flettes fint over fyldet eller du kan bare folde stykkerne ind over hinanden og lukke sammen
  6. Pensl med sammenpisket æg, mandelflager og perlesukker og bages til den er lysebrun ved 190 grader (ikke varmluft)
  7. Mormors æblestang serveres lun eller kold med en god creme fraiche. Er dine æbler godt syrlige, kan flødeskum eller vaniljeis også sagtens bruges som tilbehør

Velbekomme!:-)

Skriv et svar