Hjemmelavede kokosbarer – aka bounty

En eller anden plantede en craving i mit hoved – en craving for bounty! Og ikke bare den almindelige lyseblå tingest, man kan købe på alverdens tankstationer. Næ nej! Selvfølgelig skulle jeg få lyst til dem med mørk chokolade (den røde tingest), som ikke fås alle steder. Men så kan jeg da heldigvis bare lave dem selv! Ikke så meget pjat – og i øvrigt meget bedre 🙂

Jeg har fundet inspiration til opskriften hos Madbanditten, men her er min version af opskriften på ca. 20 stk bounty-barer.

Du skal bruge:

  • 1 dåse kokosmælk – 400 ml (den almindelige, ikke light)
  • 2 spsk sukker
  • 150-165 g kokosmel (kommer lidt an på, hvor meget kokoscreme, du får ud af dåsen)
  • 2 store spsk kokosolie
  • 300 g mørk chokolade (jeg brugte Valrhona 71%)

Sådan gør du:

  1. Stil dåsen med kokosmælk i køleskabet et par timer, så kokosvandet og den tykke kokoscreme deler sig
  2. Skrab alt den tykke creme fra kokosmælken ud i en gryde. Kokosvandet skal ikke bruges, men laver du thaimad til aften, kan du fx bruge det til at koge ris i
  3. Tilsæt kokosolie, sukker og smelt det over svag varme. Når det er smeltet, tilsættes kokosmel og der røres godt rundt
  4. Fordel massen i en form beklædt med husholdningsfilm og tryk godt ned. Jeg brugte en 2L rugbrødsform, så bliver massen ca. 1½ cm høj
  5. Stil på køl et par timer eller natten over til massen er stivnet og kan skæres ud i passende stykker
  6. Temperer chokoladen ved at hakke det hele fint og herefter smelte 2/3 over vandbad til 48-50 grader. Herefter tilsættes den sidste 1/3 og der røres godt rundt til alt er smeltet og arbejdstemperaturen er 31-33 grader. På den måde får du bountys, som knækker dejligt, når du bider i dem, samtidig med at chokoladen forbliver flot blank og ikke grå og mat
  7. Overtræk dine kokosbarer med chokoladen og stil på køl, til de skal spises
Kokosbarer - bounty

Hjemmelavede kokos-bounty-barer. Nyd dem til en kop kaffe med benene oppe

TIPS:

Kokosfyldet er langt fra så sødt som dem, man køber. Er du til det søde, kan du sagtens tilsætte yderligere 1-2 spsk sukker og så evt. overtrække med 80-85% chokolade i stedet. Er du ikke til sukker, kan du sagtens erstatte sukkeret med sukrin (1:1) og få et fint resultat

Opbevar dine bounty-barer i fryseren og tag dem ud ca. 10 min. før, de skal spises. Så holder de længere, end hvis de er frit tilgængelige i køleskabet:-)

Jeg har opbevaret mine bountys i køleskabet frem til, at jeg tog dem ud for at tage billedet til jer. Så her i sommervarmen har de dannet lidt kondens – blot hvis du synes, de ser lidt

matte ud i chokoladen…

Velbekomme!:-)

2 comments

Skriv et svar