Jordbær og rabarber – perfekt til alt – også marmelade

Jordbær og rabarber klar til kogning

Klar til jordbær-rabarber marmelade:-)

De første danske jordbær har set dagens lys i butikkerne, og jeg er lykkelig! Ikke lykkelig som i ‘har-lige-været-ude-og-plukke-selv-i-Vasen-og-har-fyldt-både-bakker-og-mave-lykkelig’, men stadig…

Ligeledes pibler rabarberne op i Svigermors have, og når jeg må vente helt til i morgen aften med en sending, så må jeg jo ud og købe mig til dem. Heldigvis fås de lækre, danske og økologiske mange steder – fx i Lidl… Hvem skulle have troet det?:-)

De næste par måneder vil meget af mit bagværk indeholde de skønne bær og frugter, som Svigermors have leverer, og opskriften på min mormors jordbærgrød bliver der sikkert også plads til, men jeg startede i aftes med en skøn jordbær-rabarbermarmelade med vanille. Noget fornuftigt skal aftenerne jo gå med, når lillemanden er puttet, og vi på 3. måned er uden tv-kanaler… Desuden får vi i morgen besøg af gode venner til brunch, så mon ikke der står nybagte boller og pandekager på bordet ved 10-tiden? 🙂

Marmelade er enormt let at lave selv. Her er min opskrift.

  • 300 g rabarber
  • 200 g jordbær
  • 250 g sukker
  • 1 tom vanillestang
  • 1/2-1 tsk rød Melamin
  • Lidt vand

Du gør således:

  1. Rens frugten, skær i mindre stykker og kom i en gryde med 1-2 spsk vand
  2. Tag 1 spsk sukker fra de 250 g og rør sammen med melamin i en lille skål og stil til side
  3. Kom resten af sukkeret op i gryden til frugten sammen med den tomme vanillestang og kog op. Lad koge ca. 5-6 minutter til frugten er mør. Skum gerne af undervejs
  4. Tilsæt sukker/melamin-blandingen og kog yderligere 2 minutter, mens du rører rundt og skummer af
  5. Tag vanillestangen op og hæld den varme marmelade på rene glas, som du har skoldet først, og sæt derefter på køl

Marmeladen kan bruges til både nybagt brød, som fyld i lagkager, tilbehør til pandekager eller hvad du har lyst til. Når mængden af rabarber er størst, bliver den ikke for sød. Bruger du flest jordbær, kan du blot skrue lidt ned for sukkermængden – eller beholde den, som den er, hvis du har en ekstra sød tand.

TIP: gem de tomme vanillestænger og gem dem til fx marmelader, frugtgrød, cremer etc. Opbevarer du dem  på køl i lukkede glas med lidt spiritus i bunden, holder de bedst på smag og konsistens. Ryst glasset af og til (bare når du møder det i køleskabet:-)).

 

Jordbær-rabarber marmelade

Nylavet marmelade og en kop grøn te med rabarber – dét er luksus!

Velbekomme!:-)

One comment

Skriv et svar