Nutellakage

Nutellakage

Nutellakage med kun 2 ingredienser. Ideelt i sommerhuset!

I går var det 1. oktober, og selv om vejret er dejlig lunt stadigvæk, er efteråret over os. Men så er det da heldigt, at jeg havde gemt (og glemt) det her indlæg fra en sommerhustur. Det minder mig om sol og varme og lyse aftener på terrassen. Meen… Jeg skal nu være den første til at indrømme, at jeg allerede glæder mig til den mørke tid, til stearinlys, jul, sofahygge under uldtæppet og en kop varm te… Og mens jeg smiler over det, vil jeg overveje om nutellakagen kan bruges til efterårshygge – eller om den er forbeholdt sommerhuset… Hvad var det, hun sagde? Sagde hun NUTELLA-kage? Oh yes… Det gjorde hun…

Nutellakage. Meget bedre og meget mindre vammelt end det måske lyder i nogens ører. Faktisk var den virkelig god, og det er nok tæt på den nemmeste kage, jeg nogensinde har bagt! Min søde mand mente ellers, at det nærmere var æggestand med nutella – baseret på ingredienserne. Men det synes jeg slet ikke. Og da den var færdig og afkølet, var det ham, der spiste to stykker :-)

Vi var i sommerhus og gode råd var dyre, da både udstyr og kageingredienser er på mangellisten deroppe. Men med et glas nutella og fire æg kommer man virkelig langt! De øvrige ingredienser kan man tilsætte for deluxe udgaver :-) Bruger du den ægte Nutella og ingen hvedemel, er kagen glutenfri. Men der findes billigere Nutella-alternativer, som sagtens kan bruges, men som indeholder gluten. Så er det en udfordring for dig eller dine gæster, så brug den ‘rigtige’ og udelad melet.

Du skal bruge:

  • 1 glas nutella (alm. str.)
  • 4 æg

Hvis du har, så desuden en eller flere af nedenstående:

  • 50 g hvedemel
  • ½ tsk bagepulver
  • ½ tsk groft havsalt
  • Mørk chokolade i generøse stykker

Sådan gør du:

  1. Pisk æggene i ca. 10 minutter med håndmikseren, så de bliver godt luftige og lyse
  2. Lun nutellaen, så den bliver mere flydende og bland den med æggene
  3. Har du mel og bagepulver, så sigt det i massen og vend forsigtigt rundt – ellers hælder du bare nutellamassen i en springform (ca. 22 cm) beklædt med bagepapir
  4. Har du salt og chokolade kommer du det i dejen efter den er hældt i springformen
  5. Bages ved 180 grader (ikke varmluft) i ca. 20-25 minutter. Den skal føles fast, når du trykker på den, men må gerne være lidt klæg inden i
  6. Lad kagen køle helt af, inden du serverer den med creme fraiche, flødeskum, en kugle frisk sorbetis, vanilleis, frisk frugt eller hvad du foretrækker
Nem nutellakage

Tænk at æg og nutella kan blive til lækker kage:-)

Velbekomme!:-)

 Tip: Prøv også at tilsætte lidt hakkede hasselnødder til kagen. Så lækkert med lidt crunch! 

2 comments

Skriv et svar