No bake Oreo cheesecake

Oreo cheesecake

Oreo cheesecake – sød, syrlig, knasende og blød. En virkelig lækker mundfuld!

Så så bloggen sin første cheesecakeopskrift – og så er det ikke engang en rigtig cheesecake… Det er da nedtur! Eller nej, det er faktisk kæmpe optur med den her opskrift! Så kan det da godt være, at det ikke er en rigtig Oreo cheesecake, men den smager fantastisk og er dødlet at lave. Så pyt da med om den følger de gængse regler for cheesecake – eller hvad mener du? Er det blasfemi? Uanset hvad det er, så er det denne uges fredagskage og den tager ingen tid at lave, og selv børnene kan være med, nu hvor mange har efterårsferie. Selv holder jeg ferie i næste uge, så der vil der være ro på bloggen. Måske får du et billede eller to på Instagram fra det skønne Tenerife (varmt håber jeg i hvert fald!), men ellers må du finde trøst i alle de mange opskrifter, som allerede findes her på Min Mormors Kager.

Egentlig bager jeg ikke ret meget cheesecake, og det er nok det, som Min Mormors Kager også afspejler. Ikke fordi jeg ikke kan lide det. Jeg er faktisk ret vild med det, men min mand kan ikke fordrage cheesecake, og derfor bager jeg det kun, når vi skal have gæster, som jeg ved, er glad for det. Min far og min bedstemor er to gode eksempler. Men denne her No bake Oreo cheesecake har min mand altså blåstemplet! Og det tyder jo på to ting. 1. Den smager virkelig, virkelig godt! og 2. Det er ikke en rigtig cheesecake :-)

Her får du opskriften til 16 store eller 20 mindre stykker.

Du skal bruge:

  • 3 pakker Oreo kiks (42 kiks i alt)
  • 250 g creme fraiche 38%
  • 350 g flødeost naturel (almindelig, ikke light)
  • 300 g hvid chokolade
  • 1 økologisk lime
  • 100 g mørk chokolade (ca. 80%)
  • 90 g smør
  • Evt. frysetørrede brombær til pynt

Sådan gør du:

  1. I en foodprocesser blander du 24 kiks med 75 g smør og kører rundt, til massen er helt pulveriseret/smuldrende. Det tager et par minutter. Har du ingen foodprocessor eller lignende, så kom kiksene i en plastikpose, kom endnu en pose uden om, og knus dem med en kagerulle. Når de er helt mast, tilsætter du smørret og gnider godt til det er indarbejdet i kiksesmulderet
  2. Fordel kiksemassen i en bradepande ca. 20×30 cm beklædt med bagepapir. Lad bunden blive ca. 5-7 millimeter høj og glat den fint med bagsiden af en ske
  3. Sæt på køl, mens du tilbereder ostemassen
  4. Hak den hvide chokolade groft og smelt forsigtigt i microovn eller over vandbad
  5. Hak/knus 12 Oreo kiks ganske groft og stil til side
  6. Pisk creme fraichen luftig i en skål, tilsæt flødeosten og pisk igen (men ikke for længe)
  7. Tilsæt skal og saft fra limefrugten og vend rundt i flødeostecremen (3/4 af saften er sikkert nok)
  8. Vend nu den smeltede hvide chokolade i flødeostecremen til cremen er ensartet og til sidst de hakkede Oreo kiks
  9. Fordel ostecremen over kiksebunden og stil på køl et par timer
  10. Inden servering smelter du den mørke chokolade forsigtigt og rører de sidste 15 g smør i chokoladen
  11. Knus/hak de sidste 6 Oreo kiks let og fordel dem over kagen, pynt med mørk chokolade og evt. lidt frysetørrede bær
  12. Server kagen helt kold og skær endelig ikke for store stykker, for det er en heftig sag
No bake Oreo cheesecake

No bake Oreo cheesecake – og ferien og weekenden kan bare komme an :-)

Velbekomme!:-)

 

Skriv et svar