(Dessert) chokoladekage med kakaomælk

Chokoladekage med kakaomælk

Dessertchokoladekage med kakaomælk. Tilpas konfektagtig og fløjlsblød i munden til at blive ny favorit!

Samvittigheden er sort som kul.  Eller måske bare mørkebrun som chokoladekage med kakaomælk… For der var ingen fredagskage i sidste uge. Oh skræk oh ve! Det må I altså virkelig undskylde. Det var faktisk fordi, vi ikke selv fik fredagskage. Vi holdt jo min datters 1 års fødselsdag lørdag til morgenmadsbrunch, og så vurderede jeg, at med surdejsbrød, chokoladescones, to slags tærter, pandekager og gulerodskage med frosting, så ville det næsten være en skam også at spise kage om fredagen. Eller er det kun mig, som synes det? Uanset, så håber jeg at råde bod på det ved at bringe fredagskagen allerede i dag, selv om det kun er onsdag. Det er faktisk mest fordi den her chokoladekage med kakaomælk har bedst af at stå lidt, inden man sætter tænderne i den, og så er fredag jo for sent at gå i gang…

Det er vores fredagskage fra den sidste fredag i vores ferie, hvor vi stadig var på den fantastiske bondegård i Nordjylland og fik besøg af de dejligste venner. Så det er en kage, som samtidig fungerer så fint som dessertkage – hvis der altså er mere tilbage… Det var der i vores tilfælde, for vi supplerede med pandekager over bål senere på aftenen. Det var i virkeligheden lidt fråds, men det var simpelthen så hyggeligt. Og i virkeligheden ville jeg bare rigtig gerne vise mit nyindkøbte fad frem. Jeg fandt det hos en lokal keramiker fra Stenum – Karen Haagen. Kommer du på de kanter, er hun bestemt et besøg værd. Karen laver ikke meget brugs-keramik, men hendes værker er i sandhed en fryd for øjet.

Tilbage til kagen… Det eneste den kræver er faktisk en ske – og lidt planlægning, for selv om den sagtens kan spises samme dag, så er den i mine øjne (eller mund?) altså hundrede gange bedre efter en nat i køleskabet. Så jeg vil klart anbefale dig at bage den i god tid. Men den eneste måde at få det afgjort på er jo ved at smage sig frem :-) Lige nu har jeg resterne i fryseren og glæder mig virkelig meget til, at de på et tidspunkt bliver til træstammer eller romkugler.

Jeg bagte kagen i den bradepande, der nu engang var på gården, måske ca. 40×30 cm, og der var kage nok til fire kageglade voksne og en dreng på tre, som endda fik to stykker. Derudover gav jeg en stort stykke væk til Jane og hendes familie (Jane fra bondegården, som jeg fortalte om i sidste uge – her). Så 12 chokoladekage-sultne voksne er der i hvert fald til – for jeg har som sagt også en rest i fryseren.

Du skal bruge:

  • 300 g sukker
  • 300 g smør
  • 300 g groft hakket chokolade (jeg brugte 72-80% god chokolade)
  • 6 æg
  • 100 g hvedemel
  • 1½ dl kakaomælk
  • 1½ tsk bagepulver
  • ½ tsk vanillepulver (eller 2 tsk vanillesukker og en anelse mindre sukker)
  • ½-1 tsk groft havsalt

Sådan gør du:

  1. Smelt smørret i en gryde og kom chokoladen op til smørret og lad det smelte sammen, mens du rører. Stil til afkøling
  2. Pisk æg og sukker hvidt og skummende – lad endelig dine børn styre håndmikseren. Min søn på 3 år elsker det
  3. Tilsæt nu kakaomælk, vanillepulver og salt og pisk godt igen inden chokoladesmørret blandes i
  4. Sigt nu mel og bagepulver i dejen og vend rundt til dejen er ensartet
  5. Fugt et stykke bagepapir, før du breder det ud i formen og hælder dejen i
  6. Bag ved 165 grader almindelig ovn i ca. 40 minutter eller til overfladen krakelerer en smule i kanten og kagen ikke føles flydende, når du trykker den på midten
  7. Lad den afkøle helt, før du sniger dig til at smage på den. Allerhelst en nat i køleskabet, før du skærer den ud i passende stykker og serverer med creme fraiche, flødeskum, is, frisk frugt, bærsauce, bagte blommer eller hvad du har mest lyst til

TIP: Du kan erstatte halvdelen af kakaomælken med stærk kaffe for en mere ‘voksen’ udgave af kagen.

TIP II: Du kan også tilsætte et par håndfulde hakkede nødder af din favoritnød – hasselnødder og valnødder som de oplagte valg, men også paranødden er god her, fordi den er så kokosagtig og sprød.

Dessertchokoladekage med kakaomælk

Det flotte fad er fra Karen Haagen. Den flotte kage er fra Min Mormors Kager :-)

Velbekomme!:-)

2 comments

    • Louise Mølbæk says:

      Hej Marlene,

      Er det generelt, du ikke kan printe? Jeg har ikke lavet en ‘printvenlig’- funktion til opskrifterne, men det bør da kunne lade sig gøre at få opskrifterne printet, som de står på bloggen.

      Og undskyld, jeg var så længe om at svare. Jeg havde misset din kommentar. Det beklager jeg.

      Kh. Louise

Skriv et svar