Chokoladekagemix og det færdige resultat

Findes der noget bedre end nybagt kage? Det skulle da lige være nybagt kage kreeret på kun 2 minutter! Så hvorfor har jeg ikke tænkt på noget før, at jeg da til hver en tid skal have færdig kagemix stående på glas, så jeg altid er klar til at røre-røre-røre og sætte kage i ovnen?

Chokoladekagemix

Alt hvad du behøver for at lave den lækreste chokoladekage!

Den her kagemix er chokoladekagemix, og som alle andre chokoladekager, kan den varieres i det uendelige, hvis du har tid og lyst. Fx med hakket chokolade, hakkede nødder, appelsinskal, lidt hakket chili, flagesalt, syltet ingefær eller hvad du nu finder på, at din chokoladekage skal smage af. Og inden du bliver alt for kreativ… Den helt almindelige udgave er fuldstændig fantastisk bare som den er! Måske med lidt ekstra lækker frosting med frysetørrede bær eller lignende – eller igen – bare som den er!

Den holder sig lækker frisk og svampet i flere dage – primært fordi der ikke er æg i og fordi væsken der bruges er juice eller kærnemælk. Kagen kan sagtens fryses, men hvorfor, når den kan laves frisk med et snuptag? Og en anden fantastisk ting ved denne kage? Den er så nem, at det er oplagt at tage børnene med i køkkenet og hygge med dem. Min egen søn på 2,5 år er med til næsten alt, hvad jeg bager – og vi elsker det begge to!

Til et stort patentlågsglas skal du bruge:

  • 750 g hvedemel
  • 200 g kakao
  • 600 g sukker (fx 50% rørsukker, hvis du har)
  • 2 tsk salt
  • 6 tsk vanillesukker
  • 5 tsk natron

Ryst det hele godt sammen i glasset og du er nu klar til at gemme væk eller bage straks! Portionen ovenfor er til ca. 2 kager af nedenstående størrelse

Til én kage (ca. 8-10 personer) skal du desuden bruge:

  • 6,5 dl væske (jeg brugte 2 dl sødmælk og 4,5 dl appelsinjuice – fordi det var det, jeg havde)
  • 100 g smeltet smør (eller 1 dl olie)

Sådan gør du:

  1. Ryst din kagemix godt, og mål så 800 g af i en skål
  2. Tilsæt væsken (du afgør om det skal være mælk eller juice – bruger du udelukkende mælk, anbefaler jeg kærnemælk eller alm. mælk med citronsaft i)) og rør godt rundt med en ske eller elpisker
  3. Tilsæt til sidst det smeltede smør/olien og hvis du ellers ønsker noget ekstra – som nævnt ovenfor, og hæld i en form (min var ca. 22×35 cm)
  4. Bag i ovnen ved 180 grader (ikke varmluft) i ca. 35 minutter – eller mærk efter, at kagen mærkes lidt fast, når du trykker den på midten
  5. Serveres lun, iskold, pyntet eller au naturel – fuldstændig som du har lyst til. På den måde er det en super god kage til gæster – eller lige til at tage med og ryste sammen på skiferien
Saftig chokoladekage uden æg

Sådan ser den ud – lækker og svampet og fuld af smag!

Jeg har givet min kage et lag appelsinsmørcreme og et drys kakaopulver på toppen – og er sikker på, at svigermor bliver glad, når hun kommer på besøg i morgen :-)

Tip: Du kan også nemt lave kanelkagemix ud af denne opskrift ved at undlade kakao og i stedet tilsætte 75 g kanel og 90 g ekstra mel til din kagemix, og så bruge kærnemælk som væske

Velbekomme!:-)

Skriv et svar