Honningkager med fordej

Så blev det tid til at bage honningkager! Eller det vil sige, jeg bagte dem faktisk i sidste weekend, og så har de ligget i køleskabet og suget fugt og er blevet bløde, så de nu er spiseklare! Mums en adventshygge! Så mine holder i hvert fald ikke helt til jul, men det vil dine kunne, hvis du bager dem nu – heldige asen 🙂

Honningkager med fordej

Så er vi klar til adventshygge med lækre honningkager!

Som du måske fulgte med i på Facebook, postede jeg den nemme opskrift på fordej for lææænge siden, da fordej til honningkager jo skal stå min. 1 måned og trække. Min har stået siden 2. oktober og jeg bagte dem sidste weekend d. 23. november. Jeg har brugt opskriften fra Claus Meyer og næsten fulgt den…

Opskriften på fordej lyder:

  • 250 g hvedemel
  • 500 g honning (jeg bruger altid dansk honning, men det er en smagssag)

Lunes (max. 50 grader) i en gryde og røres til en blød, ensartet masse. Kommes i en bøtte med låg og stilles væk i skabet i min. 1 måned. Læg kun låget løst på.

Fordej kan godt blive hård som sten, men pyt med det. Det må det gerne.

Når du har ventet og ventet i min. 1 måned, er du klar til at bage – og så bagefter vente lidt længere…

Til din fordej tilsætter du:

  • 250 g hvedemel
  • 2 æggeblommer
  • 10 g potaske (+2-3 tsk vand)
  • 15 g stødt julekrydderi (jeg brugte 7 g kanel, 4 g nelliker, 4 g ingefær)
  • 10 g hjortetaksalt
  • 250 g mørk chokolade til overtræk
  1. Rør hjortetaksalten ud i æggeblommerne. Rør potaske med vand. Kom begge dele i fordejen. Her sker noget kemi, som gør, at den hårde fordej igen bliver blød – smart!
  2. Bland julekrydderierne sammen og ælt dem ind i dejen. Nu er den klar
  3. Rul honningkagedejen ud på et meldrysset bord – den skal altid ligge løst på bordet (lige som overtræksmarcipan) – ellers får du den ikke pæn over på pladen
  4. Stik kager ud i de figurer, du synes – læg på pladen med stort mellemrum. Rul dejen ud på ny og fortsæt til du ikke har mere dej. Jeg fik ca. 25 store figurer
  5. Bag kagerne i ovnen ca. 12-13 minutter ved 180 grader (ikke varmluft). Bag dem så længe, så de bliver mørkere og ikke falder sammen, når de kommer ud af ovnen
  6. Når kagerne er kølet af, er de stenhårde. Så lægger du dem i køleskabet med et fugtigt klæde over i ca. en uge (Du skal nok fugte klædet et par gange undervejs). Herefter er de bløde og klar til at blive overtrukket med chokolade

Tip: skulle nogle af dine honningkager falde sammen, så læg dem sammen to og to med abrikosmarmelade og smørcreme (1:1 flormelis og blødt smør samt 1-2 æggeblommer og korn af en vaniljestang pisket i 7-10 minutter) imellem og vupti – honningbomber!

Tip 2: For at gøre honningkagerne bløde, kan du købe en pakke billigt, hvidt toastbrød og lægge skiftevis toastbrød og honningkage i toastbrødsposen. Når toastbrødet er blevet hårdt, er honningkagen blevet blød. Jeg har fået tippet af en god kollega for mange år siden, og tænk sig – det virker SÅ godt! 🙂

Tip 3: Hvis du synes, chokoladen bliver meget tyk, kan du komme lidt kakaosmør i, når du smelter den. Så bliver det lidt tyndere at arbejde med og størkner fint op igen

Og så har du vist også været tålmodig længe nok – så er det tid til at nyde dit hårde arbejde!

Honninghjerter honningkager

De her honningmænd og hjerter er så nemme at bage at min 2 årige søn har hjulpet til 🙂

Mine honningkager tager jeg nok med ned til min onkel, hvor vi skal hente juletræ på lørdag. De har fæld-selv med æbleskiver og gløgg, og mon ikke en honningkage også kunne gøre sig godt sådan et sted?

10 comments

  1. Marleen says:

    Hmm… Min dej har nu godt nok lagt med låget på… Tror du det er ok??

    Jeg skal se om jeg kan huske det med toastbrødet 🙂

    • Louise Mølbæk says:

      Hej Marleen,
      Det har den sikkert ikke taget skade af:-) Det er bare for at dejen stadig kan ånde, at jeg kun lægger låget løst på – og så med et viskestykke mellem. Jeg glæder mig til at høre, om du har fået succes med kagerne!
      Kærlig hilsen Louise

      • Marleen says:

        Iiiih hvor er jeg ked 🙁 Det var slet ikke nogen success for mig. Dejen blev aldrig blød, så til sidst måtte jeg give op og smide den væk. Nu må jeg vist nøjes med de købte honningkager (dem er der trods alt en del mindre arbejde i :s)

        • Louise Mølbæk says:

          Kæreste Marleen,
          Undskyld, jeg ikke har fået dig svaret. Min juleferie har været meget, meget lang her fra bloggen.
          Jeg er virkelig ked af at høre, at dine honningkager ikke blev til noget. Desværre kan jeg ikke give dig en forklaring på, hvorfor din dej ikke blev blød. Du rørte potasken (som ikke var for gammel?) ud i lidt vand og hældte i dejen sammen med æggeblommerne og æltede? Så har du gjort det helt rigtige, og jeg håber, du har mod på at prøve igen, når efteråret atter nærmer sig.
          KH. Louise

  2. Kirsten says:

    Øv, fordejen er hård som sten til trods for jeg gør nøjagtigt som du – og claus meyer – skriver i jeres opskrifter. Hvor længe skal man vente? Har svært v at tro på dette kan blive godt…

    • Louise Mølbæk says:

      Hej Kirsten,

      Dejen kan sagtens være stenhård. Har du tilsat æggeblommer etc.?

      Jeg plejer at kunne dele dejen ud i mindre stykker, tilsætte de øvrige ingredienser og køre dejen blød på røremaskinens laveste trin med brug af dejkrogen.

      Kan det hjælpe måske?

      Jeg ønsker dig og dine en rigtig glædelig jul 🙂

      Kh. Louise

    • Louise Mølbæk says:

      Hej Camilla,

      Har du tilsat de øvrige indgredienser? For det er dem, som gør dejen blød igen. Jeg har fået den blødeste honningdej ud af det alle de gange, jeg har bagt dem. Jeg plejer at brække fordejen i mindre stykker, inden jeg tilsætter resten, hvis fordejen er meget hård. Og så er det helt sikkert en fordel med en røremaskine.

      Jeg ønsker for dig, at det lykkes, for det er virkelig besværet værd.

      Glædelig jul
      Kh. Louise

      • Camilla says:

        Jeg puttede alle ingredienser i og stadig dagen efter var den helt hård. Men gav den 3 minutter i mikroovnen og så ku den røres sammen, nu er jeg spændt på det færdige resultat 😊

      • Camilla says:

        Så fik jeg prøvet tricket med toastbrød, yderst effektivt, de har kun ligget i 2 dage, og de er helt perfekte 😊

Skriv et svar