Drømmekage med marcipan

Uhmmm… Drømmekage! Jeg elsker drømmekage, men som alt andet bager jeg det alt for sjældent. Det blev der heldigvis lavet om på i går i anledningen af, at min svoger har fødselsdag i dag, og det er hans yndlingskage. Han er ganske vist ikke hjemme til at smage den, men pyt, for så er der mere til vi andre, og han får kage en anden dag :-)

Jeg har lavet denne her version lidt ekstra lækker ved at komme marcipan i dejen. Den idé har jeg tyvstjålet lige her, men så længe man stjæler med stolthed, kan jeg ikke se problemet. At bruge marcipan i dejen gør den lidt tungere og lidt mere mazarinagtig, men igen – jeg kan ikke se problemet :-)

Portionen her rækker til en stor kage. Min form var ca. 26×36 cm og kagen blev høj. Så du kan sagtens bage den i en stor bradepande – fx 30×40 cm. Så skal du bare huske at afkorte bagetiden lidt.

Du skal bruge:

  • 6 æg
  • 300 g hvidt sukker
  • Korn fra 2 vanillestænger
  • 375 g hvedemel
  • 3,5 tsk bagepulver
  • 150 g revet marcipan
  • 3 dl mælk
  • 75 g smør

Til toppingen desuden:

  • 200 g kokosmel
  • 300 g smør
  • 350 g brun farin
  • 150 g mørk sirup
  • 0,75 dl mælk

Sådan gør du:

  1. Pisk æg, sukker og vanillekornene tykt og luftigt
  2. Varm mælk og smør i en gryde til det er smeltet sammen – stil til side til let afkøling (brug en gryde stor nok til at genbruge til toppingen, så sparer du lidt opvask :-))
  3. Tilsæt den revne marcipan og rør igen godt
  4. Bland mel og bagepulver og rør det forsigtigt i dejen
  5. Til sidst kommer du mælkeblandingen i dejen og rører forsigtigt til dejen er ensartet
  6. Hæld herefter dejen i en form foret med bagepapir og bag ca. 45 min. ved 190 grader (ikke varmluft). Bruger du en større form, så skal kagen ikke bage så længe – men mærk efter om den giver efter for et let tryk
  7. Mens kagen er i ovnen laver du toppingen ved at hælde alle ingredienser sammen i en gryde og langsomt lade koge op under omrøring. Lad det småkoge 5-10 minutter, så massen går fra meget flydende til lidt mere karamelagtig
  8. Når kagen er færdig, tages den ud, ovnen skrues op på 220 grader, kokosmassen hældes over kagen, og den stilles tilbage i ovnen ca. 5 minutter
  9. Afkøl kagen inden den skæres i passende stykker og nydes i godt selskab med en god kop te eller kaffe – eller måske et koldt glas mælk – mums!

Tip: du kan lægge våde viskestykker rundt om bageformen, mens kagen er i ovnen. Så hæver den ikke op på midten, og du undgår, at toppingen glider af efterfølgende. Alternativt kan du bage kagen almindeligt og hvis den hæver uens, kan du vende den med bunden opad i formen inden du hælder toppingen over. Det gjorde jeg, og resultatet blev, at en del af karamellen gled ned af siderne og ind under kagen, så den blev dejligt klæbrig i bunden også :-)

Drømmekage med marcipan

Drømmekage med marcipan og karamelagtig kokostopping – mums!

Velbekomme!:-)

Skriv et svar