Svampet chokoladekage m/mokka-mint glasur

Min far ringede torsdag eftermiddag og spurgte, om jeg ikke lige kunne bage en kage, han kunne bave med på arbejde fredag som ‘feriekage’. Og du bestemmer selv, hvad det skal være. Godt så! Kun fredag formiddag var til rådighed, så noget flerdages projekt kunne det ikke blive til. Det blev i stedet denne supernemme chokoladekage, og så piftede jeg den lidt op med mokka-mint glasur og frysetørrede hindbær – bare så den så ud af lidt:-) Min variant er laktosefri – for så kunne jeg selv smovse resterne. Men det er helt op til dig, og gør ingen forskel for resultatet.

Nem chokoladekage m/lækker glasur

Feriekagen klar til min far – svampet chokoladekage m/frugtyoghurt og lækker glasur 🙂

Til en springform ca. 26 cm eller en bradepande ca. 20×30 cm skal du bruge:

  • 350 g lys rørsukker
  • 350 g hvedemel
  • 2 æg
  • 1 tsk vanilje (jeg brugte Dr. Oetkers VaniljeTwister)
  • 4 tsk bagepulver
  • 1 tsk salt
  • 2 dl frugtyoghurt (jeg brugte laktosefri Pære/Banan)
  • 5 dl mælk (jeg brugte laktosefri minimælk)
  • 2 dl smagsneutral olie (jeg brugte vindruekerne)
  • 80 g god kakao (Valrhona)
  • 100 g hakket mørk chokolade

Til glasuren desuden:

  • 75 g smør (jeg brugte laktosefri)
  • 200 g flormelis
  • 1 spsk instant kaffe rørt ud i lidt vand
  • 2-3 spsk mælk
  • 1-2 spsk god kakao (Valrhona)
  • 10-15 chokolademintpastiller (jeg brugte Dark Mint fra AXOCO)
  • frysetørrede hindbær til pynt

Sådan gør du:

  1. Bland mel, salt, bagepulver og kakao sammen i en skål
  2. Rør æg, vanille og sukker luftigt med håndmikser/røremaskine
  3. Tilsæt alle de våde ting – mælk, yoghurt og olie – og rør godt
  4. Sigt melblandingen i og rør til det har samlet sig til en ensartet masse
  5. Husk herefter at komme den hakkede chokolade i dejen (jeg glemte det selv i kagen på billedet, så det er ikke en katastrofe, men kagen bliver markant løftet af chokoladen)
  6. Kom dejen i en smurt form og bag ved 200 grader (ikke varmluft) i ca. 35-40 minutter. Kagen skal stadig være lidt klæg, så bliver den rigtig lækker
  7. Lad kagen køle af, men du laver glasuren
  8. Kom alt til glasuren op i en gryde og lad det smelte til en ensartet masse, mens du rører. Måske ønsker du at komme lidt mere mælk i eller lidt mere flormelis for at ramme den rigtige konsistens (en god tyk glasur)
  9. Fordel glasuren på kagen, pynt med frysetørrede hindbær eller hvad du synes, og lad den køle helt af (helst i køleskabet) før den serveres med en god kop kaffe og måske en kugle vanilleis, hvis du bruger den som dessert

Velbekomme!:-)

Laktosefri chokoladekage

Svampet chokoladekage m/mokka-mint glasur

8 comments

  1. Michelle Saatterup says:

    Jeg nyder og studere din side. Jeg er ikke erfaren bager og kunne godt tænke mig at der måske blev tilføjet til opskrifterne om de kan fryses. Nogle vil vel sagtens kunne og andre ikke

    • Louise Mølbæk says:

      Hej Michelle,
      Tusind tak for din kommentar og beklager, at jeg har været så længe om at svare. Jeg har – som mange andre – holdt ferie 🙂
      Det var en rigtig god idé at tilføje fryseegnet eller ej. Det vil jeg prøve at huske fremover 🙂 Er der en særlig opskrift, som du er i tvivl om netop nu? Så endelig sig til.

      Mange hilsner fra Louise

    • Louise Mølbæk says:

      Hej Sara,

      Vanilje er i det her tilfælde den Vaniljetwister fra Dr. Oetker, som jeg har skrevet i en parentes bagefter. Men vaniljepulver vil gøre det samme, finthakket vaniljestang ligeså. Og sikkert også flydende vanilje som man kan få flere steder efterhånden. Men det er ikke vaniljesukker.

      Rigtig god bagning 🙂

      KH. Louise

    • Louise Mølbæk says:

      Hej Rikke,

      Jeg tænker, der er kage til ca. 8 kagesultne personer. Ellers til ca. 10. Jeg beklager det sene svar. Jeg har holdt ferie og glemt at tjekke. Undskyld.

      Kh. Louise

  2. Rie Madsen says:

    Hej Louise
    Kan Svampet chokoladekage m/mokka-mint glasur fryses? Eventuelt inden, man kommer glasur på?
    Venlig hilsen
    Rie

    • Louise Mølbæk says:

      Hej Rie,

      Jeg havde fuldstændig overset din kommentar. Det må du virkelig undskylde.
      Kagen kan fint fryses, og jeg tænker, den bliver bedst, hvis du venter med glasuren. Men den vil ikke løbe af på samme måde, som en almindelig glasur, så du kan jo prøve med glasur på – evt. bare et lille stykke.

      Kærlig hilsen
      Louise

Skriv et svar