Kage i lag m/nougatcreme og hvid chokolade/hindbærmousse

Der er en første gang til alting – og heldigvis for det. Min første festkage i lag til ca. 35 personer var heldigvis en succesfuld én af slagsen. Anledningen var først og fremmest en stor lyst til at prøve at lave sådan en kage, som jeg kun læser om, at andre let stabler på benene, og dernæst havde vi ’tilfældigvis’ lige inviteret 25 gæster lørdag + 2×10 til hhv. søndag og mandag – og sammen med øvrige 4-5 slags kage og fødselsdagsboller over dagene, var der vist kage nok:-)

Lagkage m/choko-nougatcreme m/crunch og hvid chokolade/hindbærmousse

Den færdige lagkage – pyntet helt simpelt med nøddecrunch, friske hindbær og marcipan

Lagkagebunde – lav x2 af denne opskrift – laves senest to dage før (hvis tidligere, så frys dem indtil du skal bruge dem)

Det er min favoritopskrift på lagkagebunde – lyse bunde m/hvid chokolade og marcipan – og jeg bruger den ofte. Så det er ikke sidste gang, du vil se den brugt her på bloggen. Jeg har bagt bundene enkeltvist i ovnens bradepande. Den nederste bund lidt tykkere end de to øvrige.

Du skal desuden bruge:

Hindbærsylt – lav x3 af denne opskrift

Nøddecrunch – lav x2 af denne opskrift

Choko-nougatcreme – laves senest 2 dage før

  • 1 L piskefløde
  • 300 g nougat
  • 100 g mørk chokolade
  1. Det hele kommes i en gryde og varmes op til det lige koger, mens du hele tiden rører i cremen.
  2. Den varme creme kommes i en skål og sættes på køl til dagen efter med film over (filmen skal helt ned og røre cremen, så den ikke trækker skind eller danner kondens)
  3. Når cremen skal bruges, piskes den tyk med håndmikser (pisk endelig ikke for meget, så gryner/skiller den) og er klar til brug
  4. Tag ca 1/3 af cremen fra til opsmøring, og kom ½ portion hakket nøddecrunch i resten af cremen

Hvid chokolade/hindbær-mousse – laves senest dagen før

  • 350 g hakket hvid chokolade
  • 6 dl piskefløde
  • 5 blade husblas (udblødt i koldt vand)
  • 350 g moste hindbær
  1. Varm 2 dl piskefløde op til max. 80 grader og hæld over den hakkede chokolade. Rør til chokoladen er smeltet og massen er ensartet
  2. Tilsæt husblas til chokolademassen og rør det godt ud
  3. Resten af fløden (4 dl) piskes til skum og vendes sammen med chokolademassen og de moste hindbær
  4. Sæt moussen på køl min. 1 time inden den hældes direkte i kagen

Overtræksmarcipan – laves senest på dagen

  • 400 g ren rå marcipan
  • 200 g flormelis
  • 50 g glukosesirup

Æltes sammen til en smidig masse og rulles ud til et langt bånd på ca. 115 cm og ca. 7,5 cm højt og 4 mm tykt. Lad hele tiden båndet være løst på bordet ved at drysse jævnligt med flormelis

Til pynt

  • 250 g friske hindbær
  • ½ portion nøddecrunch

Du gør således:

  1. Skær dine kagebunde til, så de passer på det fad, kagen skal serveres på. Min blev ca. 34×24 cm. Læg den tykkeste bund nederst
  2. Hvis du har en kagering/form, som du ‘støber’ kagen i, så sæt den om den nederste bund nu. Alternativt kan du selv lave en af bølgepap og kageplast, som jeg har gjort på billedet nedenfor (bølgepap er købt hos isenkræmmeren og er det, som de bruger til indpakning. Jeg gav 10 kr. for 2 meter (4 stk á 50 cm).

    Gør-det-selv kageform

    Min Storm P-gør-det-selv kage-støbeform i bølgepap

  3. Smør hindbærsylt på den nederste bund og lad det afkøle helt
  4. Fordel herefter choko-nougatcremen (den del med crunch i)  oven på hindbærsylten og læg en bund ovenpå
  5. Herefter hældes den sikkert stadig ret flydende hvid chokolade/hindbærmousse ovenpå bunden (gem ca. 1/4) og der toppes med endnu en bund og resten af hindbærmoussen fordeles jævnt på toppen

Sæt på køl til dagen efter, hvor du:

  1. Fjerner kagering/støbeform og smører kagens sider og top med den sidste 1/3 af choko-nougatcremen, så det bliver fint og glat
  2. Ruller marcipankantbåndet rundt på kagens sider, sætter hindbær rundt i kanten som pynt og til sidst fylder midten ud med resten af nøddecrunchen
  3. Sæt kagen tilbage på køl til den skal bruges (enten samme dag eller dagen efter)

Her er det færdige resultat. Jeg lover, den var så god, som den forhåbentlig ser ud.

IMG_7626

Velbekomme!:-)

44 comments

    • Louise Mølbæk says:

      Tusind tak, Kathrine!
      Det var faktisk også ganske vellykket, når jeg selv skal sige det:-)
      Og det gode er, at det ikke er spor svært! Det tager noget tid, ja, men det er nemme steps frem til en lækker kage 😉

    • Louise Mølbæk says:

      Hej Pia,
      Det kommer lidt an på, hvor meget tid du har fredag, for du kan godt smøre den op fredag og lade stå lidt inden marcipan og pynt kommes på og klar til servering.
      Alternativt pynte torsdag, og så lægge den sammen onsdag. Dvs. så ville jeg bage bundene og lave choko-nougatcreme og crunch i dag, så det kan nå at køle af og sætte sig.Men kan du pynte etc. fredag, kan du godt vente til i morgen og så først lægge sammen torsdag:-)
      Rigtig god arbejdslyst – det er bestemt timerne værd!

      Kh. Louise

  1. Kae says:

    Hej, jeg har kun lige fundet din opskrift nu. Og den ser rigtig godt ud. Jeg skal bruge en kage i morgen. Dvs, jeg har kun i dag og i morgen og kagen skal bruge i morgen aften. Kan det lade sig gores?

    Tak paa forhaand.
    K.

    • Louise Mølbæk says:

      Det vil du nok godt ku nå, hvis du er hurtig:) Så laver du bunde chokonougatcreme og hindbærmousse i dag. Samler med hindbærmoussen og i morgen – eller sent i aften, når nougatcremen har sat sig, lægger du den i og samler endeligt. Bare husk at chokonougatcremen skal stå på køl min. 8 timer inden du pisker den op.
      Rigtig god fornøjelse!
      Bedste hilsner Louise

    • Louise Mølbæk says:

      Hej Simone,
      Det kan du sagtens, så er det bare ikke længere en nougatcreme 😉
      Jeg ville dog bruge en lidt mindre samlet mængde mørk chokolade for at få samme konsistens på cremen, da nougat jo er blødere end chokolade.

      Rigtig god bagning:-)
      Kh. Louise

  2. tove says:

    Hej Louise.
    Vores søn skal giftes d. 8/8- 15
    Jeg har lovet at lave en kage, og den skulle være med chokolade og hindbær muss.
    Da den skal transpoteres fra Tyskland til Vejle, vil jeg spørge om den skal PÅ KØL??under transport.

    • Louise Mølbæk says:

      Hej Tove,
      Nu er Tyskland jo et vidt begreb 🙂 Skal du fra München vil mit svar være ja. Ellers tænker jeg, at du kan sætte kagens fad ned i en større kasse, hvor du har lagt nogle fryseelementer i bunden? Det har jeg før gjort, og det vil sagtens kunne gå i 3-4 timers transport, hvis den så kommer rigtigt på køl, når du kommer frem.
      Mange hilsner fra Louise

    • Louise Mølbæk says:

      Hej igen,
      Det kommer lidt an på, om kagen skal spises som eftermiddagskage eller som dessert og dermed har gæsterne spist masser mad inden. Men jeg vil sige ca. 40 personer.
      Jeg bruger gerne http://www.kageberegner.dk til at tjekke, om mine kager er små/store nok til antallet af gæster 🙂

  3. Ulrikke Steinmetz Eriksen says:

    Genialt lækker lagkage! Jeg lavede den til min søns fødselsdag forleden og den smager helt fortrinligt. Jeg kan også anbefale den varmt som en sommersnack til en god omgang hygge-læsning af ebogen Direktørens sekretærer. Mange tak fordi min søn fik en fantastisk fødselsdag med din kageopskrift!

    • Louise Mølbæk says:

      Ej, hvor er det fedt at høre! Tusind tak for at du gad bruge tid på at give mig en tilbagemelding 🙂 Jeg skal selv have kreeret min datters fødselsdagskage til næste uge, og den kunne være en god kandidat til en kage, der skal ligne en prinsesse og smage som en drøm 🙂
      Og tak for tip til sommerlæsning. Jeg skal på varm efterårsferie, hvor jeg vil huske på dit tip 🙂

  4. Sofie says:

    Hej Louise.
    Fantastisk kage – den må jeg simpelthen prøve.
    Jeg skal dog kun lave til 15 personer. Er nougatcreme og hvid chokolade/hindbærmousse så noget jeg skal halvere eller?
    Bedste hilsner Sofie
    og godt nytår 🙂

  5. Stine says:

    Jeg skal bruge kagen på torsdag. Idag er det mandag og Er det fint hvis jeg laver nougatcremen og skovbærcreme imorgen tidlig og så lægger den sammen om aftenen og så smører den op onsdag morgen og så kommer marcipan på onsdag aften? Jeg laver en kage som er 25 gange 25 i firkantet form. Er opsmøringen nok i den opskrift du har så der både er til 1 lag i kagen samt til opsmøring? Mvh Stine

    • Louise Mølbæk says:

      Hej Stine,
      Lav du bare nougatcremen i morgen tidlig. Den skal stå min. 8 timer. Men jeg tænker, at bærcremen bliver for stiv, hvis du først vil lave den, lade stå og herefter bruge. Støb den bare direkte i kagen, dvs. vent med at lave den til du skal bruge den.

      Og der bør være nok nougatcreme til opsmøring også. Skulle du – mod forventning – løbe tør, kan du bruge flødeskum til resten. Bare et lille trick;-)

      Rigtig god bagning.

      Kh. Louise

      • Stine says:

        Hej Louise,
        Tusind tak for dit hurtige svar. Hvor er det sødt af dig. Så venter jeg med bærcremen til jeg skal bruge den. Rigtig god påske til dig 🙂
        Kh Stine

        • Stine says:

          Er lige på banen igen. Du når nok ikke at give et svar inden jeg tager chancen og lægger marcipan på men så ved jeg det til en anden god gang 🙂 min choko/nougat creme er ikke stivnet på kagen (opsmøringen) skal den stivne inden man kommer marcipan på?

          • Louise Mølbæk says:

            Kære Stine,
            Det gør ikke noget, at cremen ikke er helt stiv. Tværtimod gør det det lettere at ‘lime’ marcipanen fast, og du kan forme kanten, som du vil.
            Jeg håber, resultatet bliver godt 🙂

            Kh. Louise

  6. Linda says:

    Hej.
    Jeg overvejer, at bage den kage til min datters konfirmation om 3 uger og har prøvet opskriften af i dag dog i en mindre udgave. Skal bare lige høre, hvor høj kagen ca bliver, da jeg syntes, det er lidt svært med at få den støbt i en form? Vi bliver ca 35 gæster, så tænker portionen passer meget godt.

    • Louise Mølbæk says:

      Kære Linda,

      Det vil være et godt valg til din datters konfirmation 🙂
      Som kagen er på billedet i den hjemmegjorte form, er den ca. 8-9 cm høj, som jeg husker det.

      Gav det dig svar på det, du skulle bruge? 🙂

      Kh. Louise

  7. Mette says:

    Hej Louise
    Jeg har besluttet at lave din kage til en personale -fest på søndag (vi skal have kagen til dessert søndag aften) 🙂 hvornår ville du anbefale at jeg laver de forskellige ting så den bliver bedst?
    Pt jeg har ikke rigtig tid søndag så ville jeg kunne blive færdig lørdag aften? Er den så stadig god søndag aften?
    -har handlet det hele

    • Louise Mølbæk says:

      Hej Mette,

      Jeg ville lave den mørke creme og bundene i dag. Og i morgen vil jeg lave bærcremen og samle kagen først på dagen. Og sidst på dagen vil jeg smøre den op og pynte den. Sætte den på køl til søndag og nyde hele festen indtil ½-1 time inden det er kagetid. Så tager du kagen ud af køleskabet og lader den stå lidt. Så er den ikke helt kold og smager af mere og er ikke så fast. Og så nyder du både kage og fest på én gang 🙂

      Rigtig god fornøjelse!
      Kh. Louise

  8. Anne Petersen says:

    Hej
    Til din lækre hindbær mousse. ..kan man bruge frosne hindbær i stedet for friske for dem kan jeg ikke lige få fat i…i så fald hvordan behandler du de frosne hindbær inden du bruger dem i moussen…..

    • Louise Mølbæk says:

      Kære Anne,

      Du kan sagtens bruge frosne bær. Du giver dem bare lige et opkog i en gryde først. Så har du også sparet dig selv for at mose dem 🙂 Og så lad dem køle helt ned, før du bruger dem på samme måde som opskriften ellers siger. Frosne bær kan afgive noget mere væske end friske bær, så du kan evt. lade dem tø først og så dræne lidt af saften fra, inden du koger dem.

      Kh. Louise

      • Anne Petersen says:

        Hej Louise

        Tusind tak for svaret. .jeg er gået i gang og følger din anvisning. .så det skal nok blive en lækker kage

        Kh Anne

  9. Malene Olsen says:

    Hej Louise :).
    Når man skal lave dejen x2 til bundene, laver du så alt dejen på en gang og lader det stå mens du bager bundene en af gangen?
    Og skal bundene også have 50-55min i ovnen som til den mindre kage?
    Venlig hilsen Malene

    • Louise Mølbæk says:

      Hej Malene 🙂
      Når du laver dejen x2, bruger vil du så stadig have formen til at være den angivne springformsmål eller tænker du at bruge en større form?
      Til den store kage på billedet, har jeg bagt bundene i ovnens bageplader, og så skal de ikke have så længe, fordi bundene bages enkeltvist. Mærk efter om de mærkes faste, men mit bud ligger på ca. 12 min. Gør du det, kan du selv vælge, om du vil bage bundene en ad gangen i ovnen på alm. varme eller om du vil bage alle tre på en gang og så bytte rundt på pladerne undervejs (både så de skifter plads og retning).

      Jeg håber, du blev lidt klogere 🙂
      Kh. Louise

      • Malene Olsen says:

        Tak for svar. Jo tak, blev meget klogere 🙂
        Vil lave bundene i bradepande 🙂
        Har lavet den før, der brugte jeg springformen og halveret fyldet fra den store kage.
        Den smagte fantastisk 🙂
        Vh Malene

  10. Nana Poulsen says:

    Hej Malene.
    Jeg skal lave en lagkage til ca. 22 pers. til på lørdag, hvor der også er andet slags kage ved siden af. Hvor meget tror du jeg skal lave – altså hvor store portioner?? 😀 Denne lagkager ser vildt flot og lækker ud!

    Hilsen Nana

    • Louise Mølbæk says:

      Hej Nana.

      Jeg ved godt jeg svarer dig for sent. Det må du undskylde. Fremover så anbefaler jeg, at du prøver kageberegner.dk
      Den bruger jeg selv, når jeg skal beregne kagemængde til større selskaber:-)

      Håber alt gik godt og at der var kage nok 🙂

      Kh. Louise

  11. Birgit says:

    Hej Louise.
    Jeg vil prøve at lave lagkagen i en springform 26 cm. Hvor meget svarer det til? 1/2 eller 1/3 af din opskrift?
    Skal nødderne være hele når de karameliseres eller grovhakkede?
    Mvh Birgit

  12. Kim lærke says:

    Hej louise
    Jeg overvejer at lave denne kage til min søns dåb.
    Men min ide var at lave en kage i 3 lag..
    Så nederste lag er 25, lag 2 er 21 og lag 3 er 18 cm i diameter…

    Tror du at det ville kynne lade sig gøre med din kage? Altså at stable dem? Tænker på om mousserne i stive nok?

    M.v.h
    Kim lærke

    • Louise Mølbæk says:

      Hej Kim,

      Undskyld mit sene svar.
      Jeg ser ingen udfordring i, om mousserne er stive nok. Men når du vil stable kagerne oven på hinanden, for jeg læser det som om, du vil lave én kage med Ø25, én kage med Ø21 og én kage med Ø18 cm, så skal du afstive dem. Du kan ikke bare lægge tre kager ovenpå hinanden. Man kan købe rigtige kageafstivere, men sugerør kan også fint bruges, så længe de er uden ‘knæk’.

      Rigtig god dåb og bagning 🙂

      Mange hilsner fra
      Louise

  13. lis says:

    Hej Louise 🙂
    Jeg skal lave din lækre kage til på lørdag…..
    Cremen der skal laves 2 dage før – er det i forhold til hvornår kagen lægges sammen??
    Jeg vil lave kagen færdig fredag

    MVH Lis

    • Louise Mølbæk says:

      Hej Lis,

      Cremen skal laves to dage før kagen skal spises, og kagen lægges sammen dagen før den skal spises.
      Så hvis du vil lægge kagen sammen i morgen, er det bedst at lave chokoladecremen i dag 🙂

      Rigtig god bagning!

      Kh. Louise

Skriv et svar